00 Wines

Willamette Valley, Oregon, USA

Det er ganske få vinerier fra USA, som opnår kultstatus med den fart og i det omfang, som 00 Wines har gjort. Projektet, der startede med sin debutårgang i 2015, blev grundlagt af Chris Hermann sammen med hans far, Dr. Richard Hermann, og blev kort tid efter tilsluttet af Kathryn Hermann, som er gift med Chris.

00 Wines ejer ikke selv marker, men har fra start af købt druemateriale fra topparceller rundt omkring i de forskellige AVA’er i Willamette Valley, Oregon, og senere hen i Bourgogne. I begyndelsen var det primære fokus udelukkende på Chardonnay, men da der senere kom virkelig gode parceller af Pinot Noir tilgængelige, var det en selvfølge også at begynde at lave Pinot Noir, som regionen i særdeleshed er kendt for.

Med stor inspiration fra Bourgogne var visionen at bevise, at man fra de mest kølige og bedst placerede marker i Willamette Valley kunne lave både Chardonnay og Pinot Noir, som kunne hamle op med de store burgundiske navne. For at sikre sig den bedst mulige ekspertise i vinifikationen – og dermed størst mulig chance for succes – hentede man også nogle af de største navne fra Bourgogne ind som konsulenter, heriblandt Dominique Lafon og Pierre Millemann. Senere hen er det blevet Maxence Lecat, som også står bag vinene fra La Boussole i Baden, der er den primære ansvarlige for vinifikationen. Hvis man har haft fornøjelsen af at smage hans vine fra La Boussole, ved man, at 00 Wines er i meget trygge hænder.

I 2017 var det ikke længere nok for Chris og Kathryn Hermann at lave vin i Willamette Valley, som kunne konkurrere med de store Bourgogner – nu ville de også selv lave Bourgogne. Hvad der startede med et enkelt fad Corton-Charlemagne, er senere blevet til en imponerende portefølje af topcuvéer såsom Meursault Charmes, Clos de la Roche, Chambertin og mange flere. Da vinene fra Oregon i forvejen blev vinificeret med stor inspiration fra Bourgogne, skulle der ikke justeres på fremgangsmåden – blot druematerialet.

Hvidvinene bliver lavet via den metode, der kaldes Black Chardonnay. Målet er at maksimere mængden af fenolisk ekstraktion, inden druerne bliver endeligt presset, og dermed give vinene mere tekstur og et fenolisk bid. Dette opnås ved at fodtræde hele klaser af Chardonnay-druer, hvorefter most og skind får lov at være i kontakt natten over. Når natten er ovre, er mosten hyperoxideret og blevet helt brun. Fermenteringen starter herefter med druernes naturlige gær, som får mosten tilbage til sin oprindelige farve. Igennem processen oxideres og udskilles de elementer af vinen, som er mest sårbare over for tidlig oxidation, og dermed mindskes risikoen for senere problemer med premox. Vinene fermenteres udelukkende i franske fade, og lagringen foregår i en blanding af franske fade og ståltanke alt efter cuvée og behov.

Rødvinene bliver lavet via den meget omfattende og tidskrævende proces, man i Frankrig kalder “baie par baie”. Hver eneste drue fra hele klaser af Pinot Noir bliver manuelt klippet ved enden af stilken, således at der ikke er brud på selve druen, som kan medføre intercellulær fermentering, inden skinnet brister og den almindelige fermentering begynder. Fermenteringen og lagringen foregår – som noget ganske unikt – udelukkende i 500-liters terrakotta-amphoraer.

Et årti efter etableringen af 00 Wines må det siges, at visionen er lykkedes, og i dag regnes vinene fra 00 Wines som nogle af de bedste Chardonnay- og Pinot Noir-baserede vine ikke blot i USA, men i hele verden, med skyhøje point årgang efter årgang og flere priser fra anerkendte anmeldere, end vi kan tælle.

Vi er stolte og taknemmelige over at have fået muligheden for at repræsentere 00 Wines på det danske marked, og vi takker Chris og Kathryn for deres tillid.
Vores første allokation af vinene fra både Oregon og Bourgogne er på vej mod Danmark og lander i foråret 2026. Vinene kommer i meget begrænsede mængder, så er man interesseret, gør man klogt i allerede nu at skrive sig op til vinene via mail@volant-vin.dk.

0 produkter

Der blev ikke fundet nogen produkter
Brug færre filtre, eller fjern alle