Domaine Briotet d’Aprigny, som drives af ægteparret Christophe og Marie sammen med deres fire små børn, er nu klar med deres første frigivelse fra årgang 2023.
Domainet ligger centralt i Beaune og startede med at producere en enkelt vin på Chardonnay fra Beaune Les Mosnieres, et lille plot, som Christophe arvede fra familien. Her blev det til ca. 2.000 flasker, hvilket altså udgør hele produktionen i 2023. Fra 2024 er der kommet flere nye plots til domainet i takt med, at gamle forpagtningsaftaler udløber, og senest i 2025 blev et nyt plot købt, hvilket betyder, at der i alt vil blive produceret fire forskellige cuvéer.
Briotet d’Aprigny er i høj grad et familiedomaine, hvor alle er involveret, og hvor alt laves i hånden på den mest naturlige måde – både i mark, vineri og kælder. Domainet er økologisk certificeret, men som Christophe og Marie selv påpeger, overgår deres arbejde i marken certifikationen med længder. Der arbejdes med forskellige cover crops, og der plantes frugttræer, blomster m.m. for at tiltrække insekter og øge biodiversiteten i hver enkelt mark. Der sprøjtes udelukkende med kobber og svovl i allernødigste tilfælde.
I vineriet presses druerne skånsomt i en gammel, renoveret presse. Den første saft tappes direkte på 350-liters fade, mens den anden saft placeres i kar, hvor den får lov til at sætte sig natten over, før den lagres på fade den følgende morgen. Her gennemgår vinen både alkoholisk og malolaktisk gæring og lagrer på sin lees med hyppig bâtonnage. Vinen lagrer herefter 18–20 måneder på fad, inden de forskellige fade blendes via tyngdekraft. Til sidst aftappes flaskerne manuelt uden klaring eller filtrering.
Briotet d’Aprigny hører allerede nu til blandt de mest spændende nye producenter i Bourgogne og har med deres første frigivelse bevist, at vi kan forvente rigtig store ting i fremtiden.