Vi mødte den 28-årige Henri Marchand tilbage i foråret 2024, hvor han netop havde frigivet sin første vin under sit nystiftede domaine, Haute Tension.
Henri er egentlig uddannet advokat og har som sådan ikke vin imprægneret i sit DNA. Han er født og opvokset i den lille landsby Solers, som ligger lige syd for Paris i regionen Île-de-France. Regionen er ikke kendt for vinproduktion, men inden phylloxera-epidemien ramte de europæiske vinmarker, dyrkede Henris forfædre vin omkring den lille by. Til gengæld er området kendt for sit store elnetværk, som forsyner det meste af Frankrig – med højspændingsmaster, der pryder landskabet, også i Henris mark, hvor både navn og label fandt deres form.
Ideen om at genoplive vinproduktionen og lave vin ved Solers begyndte at ulme i Henri, og mens han færdiggjorde sit jurastudie, besluttede han sig for at plante et lille plot på 0,2 hektar med sin yndlingsdrue – Chenin Blanc. På sigt har Henri planer om at plante både Pinot Noir, Savagnin m.m. rundt om byen, men for nu er det stadig et hobbyprojekt med mikroskopiske mængder. I 2023-årgangen blev der produceret under 600 flasker af hans eneste cuvée, Survoltée, på 100 % Chenin Blanc.
Arbejdet i marken foregår efter økologiske principper, og i vineriet tilsættes der kun minimal svovl. Vinen fermenteres og lagres i en kombination af franske fade og ståltanke og tappes uden klaring eller filtrering efter cirka ét års élevage.